Ja, det er en overskrift man kunne sætte på de fleste indlæg på Internettet, når teksten omhandler Windows brugeres forsøg på at finde hoved og hale i de forskellige Linux distributioner.
Jeg ved godt at analogier er dårlige men jeg vil alligevel gøre forsøget. Man kan se Windows som DSB toge. Du må tage togene på de stationer de kommer på og tage togene som de kommer. Det er helt det samme med Windows. Microsoft bestemmer hvordan din Windows ser ud og fungerer og så må du tage det sådan og dermed færdig.
Linux er lidt mere som at vælge bil. Der findes forskellige modeller som har hver deres fordele og ulemper. Hvad er godt for den ene er skidt for den anden. Så når man taler om at skifte fra Windows til Linux er det altså meget som at gå fra at køre med tog til at køre med bil.
Men hvad betyder det så for den der vil skifte sin Windows ud med Linux? Det betyder selvfølgelig at man skal se på hvilke behov man har. Når man ved det kan man begynde at finde den rigtige distribution til ens brug.
Linux Distributioner
Der findes en række gængse distributioner, som er lave til den almindelige bruger med mulighed for forholdsvis let at udbygge med evt. specielle ønsker. Hvis du kender nogen som kører Linux allerede, så er de måske de bedste til at vejlede dig og hjælpe dig.
De fleste Linux brugere er mest hjemme i den distribution de selv bruger og har derfor nemmest ved at hjælpe dig hvis du bruger den samme. Du kan altså have fordel af at vælge en distribution som ellers ikke nødvendigvis anbefales til nybegyndere.
Hvis du er nybegynder og skal klare dig selv så start med at vælge en af de gratis distributioner der findes. Der er ingen grund til at starte med at købe din Linux, da du måske hurtigt finder ud af at du hellere vil kører med en anden.
Blandt de gratis distributioner vil jeg fremhæve OpenSuse, Kubuntu, Ubuntu eller Mandriva. Hver af dem har sine fordele og ulemper, men måske det vigtiske de har forskellig hardware understøttelse. Det har den betydning at hvis den ene distribution ikke understøtter den hardware du har, så gør en af de andre måske.
Hardware understøttelse bliver tit fremhævet som det store problem for Linux. Det er dog ikke et større problem i dag end det er for f.eks. Windows Vista eller Windows XP. I øjeblikket kan man få hardware som kun understøtter Windows Vista eller kun understøtter Windows XP, og man er lige så dårligt stillet hvis man har f.eks. en Windows XP og får købt hardware der kun har drivere til Vista. Men det er med Linux som med Windows køber du gængs hardware er der stor sandsynlighed også understøttelse for det i Linux. Er du i tvivl, så søg det på Internettet og du kan få et godt bud på om det er understøttet af Linux.
Men som sagt kan der være forskel på hvor godt de forskellige distributioner understøtter forskelligt hardware. Dermed ikke sagt at man ikke kan få dem til at understøtte en given hardware, men det kan blive langhårdet og som nybegynder kan man lige så godt gøre det nemt for sig selv og vælge den distribution der passer bedst til den hardware man har.
De fire nævnte distributioner kommer i såkaldte Live versioner. Det er versioner som man kan prøve uden at installerer dem på harddisken. De kører direkte fra CD/DVD og er gode til hjælpe med at finde ud af om distributionen understøtter den hardware man aktuelt har.
På http://www.linux.org findes der en meget omfattende liste af distributioner til forskellige formål.
Sådan får man fat i en Linux distribution
Den nemmeste måde er at hente den fra Internettet. Hvis man allerede har en Windows maskine med med Internet adgang og en CD/DVD brænder kan man jo selv hente og brænde sin CD/DVD. Man kan også vælge at købe en hjemmebrændt CD/DVD, f.eks. fra Linux Pusher som sælger dem for ca. 20,- kr pr. stk. Bemærk at de også sælger de pakker med support, men de koster typisk fra et par hundrede kroner og op.
Hvis du vælger at hente den selv så vær opmærksom på at det kan tage timer, afhængig af din Internet forbindelse. Det har også betydning hvis du f.eks. har en forbrug afregnet internet forbindelse. I så fald er det med stor sandsynlighed billigere at købe gennem Linux Pusher. En sidste mulighed er at få hjælp hos Linuxbruger grupperne. På Sjælland er der SSLUG som holder faste møder en gang om ugen i København, Roskilde og Næstved. Uden for sjælland er det vist lidt småt med Linuxbruger grupper men se evt. på http://www.lug.dk, som måske kan give dig et fingerpeg. Jeg er dog ikke sikker på hvor opdateret siden er.
Når man henter det selv er der et par muligheder. Man kan vælge at hente via http eller fpt, hvor man henter sine filer fra en server. Hvis du har en god stabil Internet forbindelse og vælger en af de lidt større server sites, så er det en god og rimelig hurtig måde at hente det på. Den helt store fordel er nok at du bare skal bruge en browser (f.eks. Microsoft Internet Explorer eller Mozilla Firefox).
En anden mulighed er at hente det via en såkaldt .torrent. Torrent er et fildelings netværk, hvor du henter fra flere steder samtidig og du henter det i små klumper. Det har den fordel at du kan stoppe og genoptage din download, hvilket ikke altid er mulig med ftp og http. Ulempen er så at du skal hente og installerer en torrent klient (program). Den mest kendte er nok bittorrent, men der findes mange andre f.eks µTorrent. Piratgruppen har vejledninger til forskellige torrent klienter.
Hvad med de programmer man plejer at bruge?
Det afhænger af hvilke programmer man plejer at bruge. De store kommercielle programpakker såsom Microsoft Office, Paintshop o.s.v. er endnu ikke kommet i Linux versioner, men der er et antal alternativer. F.eks. har KLID.DK en Liste over forslag til alternativer.
Hvad med spil?
Spil er stadig det store hængeparti, selv om det er blevet bedre. De fleste spilproducenter ser stadig ikke Linux som et potentielt marked. Dermed er udbudet af spil stadig noget begrænset. Der findes dog en række spil specielt lavet til Linux. Mange af dem er faktisk ganske underholdende og værd et download.
Her er et par link til at starte med:
http://www.extremetuxracer.com/
Det er for uoverskueligt at skifte
Hvis man nu sidder og synes det hele er for uoverskueligt kan man jo starte i det små. Fortsæt på Windows og skift f.eks. din Outlook/Outlook Express ud med Mozilla Thunderbird. Et endnu lettere skift er at skifte Microsoft Internet Explorer ud med Mozilla Firefox. Et andet let skift er fra Microsoft Office til OpenOffice. OpenOffice kan åbne dokumenter fra Microsoft Office i omkring 98 % af tilfældende. Med de tre nævnet program skift er man nået meget langt i forhold til at skifte helt til Linux.