Gennem længere tid har jeg været irriteret over at alt mit data lå på min Windows maskine og dermed låst rimelig fast uden de store muligheder for at tilgå data fra mine Linux maskiner.
I onsdags tog jeg mig så sammen og købte en Synology Cube Station CS407e og en 1 Terabyte harddisk.
Den laver nogle SMB som både Windows og Linux maskinerne kan se og den er ikke større end at jeg har fundet et hjørne hvor den kan stå i fred og ro.
De seneste par dage har jeg så flyttet mit data fra Windows maskinen over på Cube Stationen og set at den faktisk kan give adgang til filer fra begge systemer. Jeg kan meddele at det virker upåklageligt. Selv de danske tegn ÆØÅ kommer med i filnavne mellem Windows og Linux. Der er, som forventet, lidt problemer med linje skift i rene tekst filer, men det klarer jeg ved at bruge VIM på begge platforme lige nu. Jeg vil se efter en anden tekst editior senere. (Ja, Vim er en nørd editor – bedst til de indviede)
Jeg har stadig lidt problemer med at få adgang fra Linux gennem nogle programmer. Jeg mener at det er et mount problem, men jeg leder stadig efter den helt rigtige løsning. Når jeg får lidt tid vil jeg se om ikke smbfs skulle være løsningen.
En ting som Cube Stationen har med er en webserver med MySQL. Det tror jeg bliver min helt store lege ting den kommende tid. Her kan jeg sidde og lege og forhåbenlig få lært det php og MySQL som jeg så længe gerne ville i gang med.
Nu er det jo ikke sådan at Cube Stationen er noget banebrydende som sådan. Jeg kunne have samlet mig en maskine og lagt en Linux på med samba, apache, php, MySql o.s.v. Det er bare det at sådan en skal sættes op, testes og vedligeholdes. Det jeg har fået nu er basalt se bare en lille boks med en tilpasset Linux på, hvor alt er klar til brug.
Det jag kan se af webserver delen er følgende:
Linux 2.6.15
PHP Version 5.2.0
Apache 2.0
MySQL 5.0.51
Der er altså ikke nogle store overraskelser i opsætningen.
Under alle omstændigheder er jeg glad for min lille boks, som jeg tror jeg vil få rigtig meget glæde af. Specielt glæder jeg mig til at kunne veksle mellem mine stationærer pc’er og min bærebare pc og have mulighed for at arbejde på de samme dokumenter på alle maskinerne uden at bekymre mig om hvilken operativsystem der ligger på maskinen.