Jeg så for noget tid siden en udsendelse i tv fra BBC Prime, hvor de tale om indadvendte eller udadvendte personer. Tilsyneladende findes der i hjernen et center som bestemmer hvilken personlighed vi har, men som også er følsom overfor citronsaft.
Hos indadvendte er dette center meget aktivt i forhold til udadvendte personer. Hvor kommer så citronsaften ind? Citronsaften medfører en øget prodution af spyt hos alle mennesker når man får den i munden. Der er dog stor forskel på hvor meget spyt hver person laver på 30 sekunder og mængden afhænger af det før omtalte center i hjernen. Indadvende personer producerer væsentligt mere spyt i forhold til udadvente personer, netop fordi centret er mere følsomt.
Nu er det nok ikke nogen banebrydende opdagelse. Jeg mener, vi ved vel alle om vi tilhører den ene eller anden gruppe af mennesker. Det slog mig bare i forbindelse med alt den hysteri omkring Muhammad, tegninger, film o.s.v. Hvilken betydning vil det få hvis man finder et center i hjernen som er styrende for troen på gud? Hvad hvis nu man faktisk kan behandle “gudetro” med piller?
Selv er jeg agnostiker, så jeg har ikke de store kvaler med at man evt. kunne finde en pille mod “gudetro”. Jeg har for flere år siden erkendt at jeg ikke kan erkende gud. Hvorfor er jeg så ikke ateist? Det kunne jeg også ligeså godt være hvis ikke det var for en af mine venner som får mange år siden sagde: “Det dummeste man kan være er ateist, for det bedste man kan håbe på er at blive modbevist.”
Nogen vil vel mene at jeg bare stiller mig med et ben i hver lejer og ikke tager stilling. Det mener jeg selv er forkert. Jeg tager netop stilling hele tiden. Jeg har ikke en bog som fortæller hvad jeg skal mene om alle livets tilskikkelser men jeg kan på den anden side heller ikke bare lade stå til, da jeg jo er åben for at der kan være en gud. Som agnostiker skal alle livets små og store dilemmaer og pardokser altså vendes og den frie vilje vejes og vurderes hele tiden.
Hvis gudetro findes i et center i hjernen og man kan behandle for det er det så det samme som at gud ikke findes? Den sande troende vil jo straks påpege at det ikke er gud der sidder der, men kun vores forbindelse med gud og at det vil være en forbrydelse at undertrykke den forbindelse. Ateisten vil påpege at gud er en fejl i hjernen som bør behandles som enhver anden sindslidelse. Pragmatikkeren vil påpege at hvis gudetroen ikke griber forstyrende ind i personens liv skal man bare lade den være.
Nu er det sat meget groft op, men hvem og hvad skal bestemme hvordan vi hverisær opfatter verden? Nogen er klar til at slå ihjel for en tegning andre for en abort. Specielt den sidste har jeg meget svært ved at forstå. Man er klar til at slå ihjel for at bevare liv?
Hvis vi skal leve sammen er vi nød til at give plads til hinanden. Det betyder ikke at vi skal overholde hinandens tabuer og andre leveregler, men at vi er klar til at lade andre overskride vores tabuer uden at true med død og vold.
Som en sidste ting vil jeg lige påpege det absurde i Muhammad kriserne. Muslimer demonstrerer mod tegneringer af deres profet ved at brænde et kristent symbol som efter overleveringerne er givet danerne direkte af gud. Hvor er forståelse og respekten henne i den sammenhæng?