Vind og vejrhaner

Så var der igen nogen som gik i shit-storm fælden, denne gang var det så Thisted Bryghus som ikke kunne finde takterne.

De skulle nok have lyttet til Sebastians “Vind og Vejrhaner” hvor han beskriver det så poetisk:

Det’ ikke nemt at vide hvor
Det foregår i disse tider
Det’ ikke nemt at vide hvad
Man skal tro på – indtil videre

Thisted Bryghus forstod ikke at deres manglede holdning til deres produkter og deres kunder ville bringe dem i fedtefadet. De forstod ikke at deres “private labels” krævede at de faktisk havde en holdning og da det blev aktuelt handlede de i panik og blev dermed deres egen værste fjende.

Først med en besked om at de ønsker at være apolitiske men de gør det ganske klodset og lægger sig tydeligt til venstre side af det politiske spektrum i Danmark. Ikke kun let til venstre for midten med helt derude hvor kun de mest rabiate EL medlemmer kan bifalde deres politiske ståsted og de gør det ovenikøbet så klodset at de samtidig indirekte beskylder et parti i folketinget for at være racistiske og den direkte grund til at de nu fravælger deres “private labels”.

Det er umådeligt klodset i samme sætning at sige man er apolitisk og samtidig lægge sig politisk hvor langt hovedparten af dansker inklusiv folkevalgte fra partier på midten af dansk politik føler sig nødsaget til at sige fra, ikke kun for den politiske holdning man tager men også fra de udokumenteret beskyldninger om racisme mod et folketingsparti.

Nu kunne man have undskyldt for de udokumenteret beskyldninger og talt om dårlige formuleringer men man vælger at omgøre sin beslutning og igen modtage politiske partier under sine “private labels”.

Igen har Sebastian den smukkeste formulering i “Vind og Vejrhaner”:

Vendekåber vender sig endnu engang
Og synger med på sidste skrig
Fra vind og vejrhaner

Og her står Thisted Bryghus så nu, som vendekåber og holdningsløse. Hadet af værdikrigere på begge sider og med en måbende dansk befolkning bland dem der bekymre sig men om ikke har nogen fast holdning til sagen.

Vil jeg huske sagen om 6 måneder? Nej, det er ikke sandsynligt men jeg vil huske Thisted Bryghus som jeg husker SAS, Frankrig, Shell, Statoil, Domino Pizza og mange andre som nogen jeg går uden om uagtet jeg ikke mere kan huske årsagen.

Hvorfor ender Thisted Bryghus så på min liste over uønskede? Dels fordi de valgte hjerneløst at følge den grundløse propaganda om racisme. Jeg er så træt af den propaganda at jeg afskyr alle der deltager, men mere centralt fordi Thisted Bryghus ultimativt fremstår som holdningsløse og ubeslutsomme. Deres holdningsskifte har ingen bund og er alene endnu en panik handling. Igen siger Sebastian det bedst i “Vind og Vejrhaner”:

De meningsløse meninger
Og løse enders løsninger
Er hvad vi får
Fra vind og vejrhaner
Hør hvor højt de galer!

I sidste ende må spørgsmålet være, tager de beslutninger om deres øl på samme måde? Svaret blæser i vinden sammen med tiltroen til deres kvalitet.

Til Thisted Bryghus og andre i lignende situationer vil jeg give følgende råd til fremtidige shitstorme. Slå kold vand i blodet og find ud af om I faktisk har en holdning og i så fald hvad den holdning er. Undgå at tage shitstormens polarisering af spørgsmålet som jeres holdning uanset om I ender med at tilslutte jer grundholdningen bag shitstormen eller tage en anden holdning.

Thisted Bryghus gjorde en stor fejl fra starten af og det var at købe sig ind på shitstormens præmis om at NB var racistisk og et branding problem. Det er muligt at det er et aktuelt fakta men det skal man aldrig købe sig ind på som Thisted Bryghus gjorde.

Thisted Bryghus kunne have holdt sig neutrale og apolitiske, som man indikerede man ville være og nøjes med at tilslutte sig at partipolitik og Thisted Bryghus ikke var forenelig og man fremover ville holde sig fra at lave politiske “private brands”.

Værdikrigerne bag shitstormen ville så have set det som en sejer men alle andre ville have tilskrevet det en objektive beslutning om at holde sig apolitisk.

Problemet for værdikrigerne bag shitstormen var NB, men problemet for Thisted Bryghus var ikke NB men at Thisted Bryghus bleve politiseret. Thisted Bryghus “løste” det forkerte problem.

Ideelt set burde Thisted Bryghus allerede da man gik ind i “private brands” have taget stilling til hvad man gjorde med “problematiske” brands. Et foruddefineret etisk regelsæt ville have været til hjælp. Nu kommer Thisted Bryghus til at stå som dem der vælge på baggrund af penge frem for etik og det er aldrig populært uanset hvor man lander.

Problemerne er endnu ikke færdige for Thisted Bryghus. Deres fremtidig problem er at værdikrigere fra begge sider nu vil lede efter fodfejl i Thisted Bryghus’ “private brands” og udfordre Thisted Bryghus på dem. Thisted Bryghus er blevet et politisk mål ikke mindst fordi Thisted Bryghus har vist sig som vendekåber, holdningsløse og lette at skræmme. Samtidig vil et fremtidigt angreb på Thisted Bryghus automatisk ende på de landsdækkende medier, så værdikrigerne har gode grunde til at gå meget direkte mod Thisted Bryghus.