I onsdags kunne man så på version 2 læse at Berlingske nu dropper deres krig mod reklame blokeringer såsom adblock plus.  Ifølge artiklen udtaler chefredaktør Lisbeth Knudsen blandt andet: “Det er en meget lille andel af vores læsere, der bruger adblockere, og mange har også fundet en vej uden om vores blokering,”.

Hvis det virkelig var/er så lille en del hvorfor går Berlingske så overhoved i gang med projektet? Hvorfor bruger et så stort bladhus tid og dermed penge på at beskytte sig mod noget som ikke er et problem? Man kan vel med rette antage at der er langt flere der benytter reklameblokering end Berlingske er villig til at indrømme og Berlingske online derfor har set et faktisk fald i online læsere, selv om de nu påstår det modsatte.

De har i hvert fald mistet en læser nemlig mig og jeg har også droppet alle trykte aviser fra Berlingske hus, senest en tilbud om Weekend Avisen.

Lisbeth Knudsen siger også: “Da vi i sin tid lavede blokeringen, var det knyttet til Aidonline, ikke fordi vi lige fandt på at blokere for adblockere. Og da gjorde vi det af principielle grunde, fordi Aidonline udnyttede vores indhold til at få vist deres egne annoncer,”

Nu skal man jo være påpasselig med at kalde folk løgner i et offentlig forum som Internettet, men det er i hverfald min overbevisning at hun omgår sandheden lidt med den udtalelse.  Som det fremgår af adblock plus forum så har Berlingske gået direkte efter adblock plus:

Wladimir Palant (8 juni 2009): “Right-click the ABP icon in toolbar, go to Options and uncheck “Collapse blocked elements”.

På dette tidspunkt er Aidonline altså blokeret på Berlingske.

Razuul (9 juni 2009): “The trick of turning collapsing off does not work any more.”

Nu går Berlingske altså direkte efter adblock plus og ikke mere bare efter Aidonline. Wladimir Palant har så en kommentar samme dag til det: “So this is not collateral damage, they are using AidOnline as an excuse to block Adblock Plus. How nice of them. Let’s see how long it will take them to realize that they are only harming themselves, I am leaning back and watching.”

Vi kan nu se at det åbenbart tog Berlingske ca. 1 ½ måned at komme til den erkendelse. Det vil nu ikke gøre mig mere venlig stemt overfor tante Berlingske lige med det første. Jeg lever ganske udemærket uden Berlingske online eller andre publikationer fra Berlingske Hus.

Nu kan jeg så høre “The bleeding harts club” med den evig sang om bladhusenes betydning for demokratiet og at de selvfølgelig også skal drive en forretning o.s.v.

Det er selvfølgelig alt sammen rigtigt, men jeg har også retten til at afvise dem, hvis deres krav til mig som bruger/køber ikke passer mig. Jeg har hele tiden vurderet om jeg faktisk ville blokere for reklamer og jeg har altid været meget tilbageholdende, men der kom et tidspunkt hvor reklamerne blev så påtrængende at artiklerne druknede i dem og jeg valgte så på enkelte sider at blokere for reklamerne. Da Berlingske Hus så valgte at optrappe den krig valgte jeg dem altså fra.

Demokratiet skal nok overleve også selvom Berlingske Hus skulle forsvinde. I dag er der så mange andre nyheds kanaler, at jeg ikke er bekymret for det. Det er mere bekymrende at staten i stadig større grad indføre censur på Internettet. Det er nemlig en meget direkte trussel mod demokratiet uanset om begrundelsen så er frygten terror eller børneporno.

Censur burde aldrig være genindført i Danmark, men desværre har Red Barnet, IFPI og andre interesse gruppe fået overbevist såvel politikere som dommere om at Censur er løsningen på alt hvad der er galt på Internettet. Snart kan vi sikkert også se overvågningen sammen med censuren blive brugt til at bagvaske politiske modstandere som vi jo kender det var andre censur glade lande såsom Iran m.f.

Når jeg nu trækker det frem er det selvfølgelig fordi netop Berlingske Hus, efter min mening, har været for passive netop mod den voksende overvågning og censur i Danmark. Hvis bladhusene skal have nogen berettigelse i fremtiden må det fremfor alt være som vogtere for demokrati og mod censur.  Det kan de ikke være når de i den grad er afhængig af deres reklameblokke at de hellere vil tækkes deres annoncører end have at folk læser deres artikler. Man må jo rejse spørgsmålet om den kraftige binding til annoncørerne ikke også medføre en selvcensur i bladhuset og det er udgangspunktet for at Berlingske Hus har været så tilbageholdende med gå i mod censur og overvågnings bølgen i Danmark.