Almen bolig og demokrati

Da politikerne i sin tid lavede loven om almennyttig boligbyggeri blev en af grundstenene et beboerdrevet demokrati. Jeg har de seneste 10+ år levet i en sådan bebyggelse og må konstatere at det ikke er uden udfordringer.

Jeg bor i bebyggelsen Knolden under Boligselskabet Sjælland. Gennem årene har jeg oplevet flere demokratiske mangler, som groft kan inddeles i to hovedkategorier. Den første kategori er boligselskabet. Da man politisk lavede loven gik man ikke langt nok med at sikre demokratiet mod et emsigt boligselskab. Der mangler simpelthen nogle tidsrammer for hvornår et demokratisk vedtaget projekt skal foreligge til økonomisk godkendelse. Den anden er manglende demokratisk forståelse blandt beboerne og det er faktisk langt værre, for dels øger det problemet omkring boligselskaberne og deres magtposition og dels medfører det en ugunstig måde at gennemføre beboerdemokratiet på i en sådan grad at man må spørge sig selv om det overhoved var klogt at indbygge demokrati i boligformen.

Som minimum burde man politisk nok have anerkendt at denne type boliger vil have mange beboere med dårlige sociale kompetencer og der kun skal ganske få til at kaste ikke kun grus i beboerdemokratiet men så sandelig også store kampsten.

Dette er interessant på to fronter. Dels høre man jævnligt politikere beklage at der er for få ressourcestærke beboere og dels opstår der sager som dem med f.eks. Juletræsfesten i Egedalsvænget.

Når politikere efterlyser ressourcestærke beboere, er det jo fordi denne boligtype ikke er særlig tiltrækkende. Mange gange fordi de er dårligt opført og nedslidte med høj kriminalitet men det er nok i lige så stor grad et spørgsmål om at ressourcestærke ikke vil finde sig i alt det bøvl som beboerdemokratiet medfører sådan som det udfoldes.

Problemerne er mangfoldige, men kan overordnet sættes i 3 kategorier, flertals diktatur, personlige angreb og chikane samt direkte angreb på den demokratiske proces.

I den afdeling jeg er beboer i har vi netop store udfordringer i beboerdemokratiet. For “kort” tid siden flyttede der er ny beboer ind, som der jo jævnligt gør. Desværre vælger beboeren at starte sin første afdelingsmøde med at kaste en række anklager mod bestyrelsen. Det er som sådan ok, men det er i sidste ende grundløse anklager om økonomiske transaktioner som er gennemgået på tidligere møder.

Op til dette punkt er det bare dårlig stil og manglende konduite fra en enkelt (ny) beboers side i et ellers nogenlunde velfungerende kvarter med aktiviteter for de fleste, men det skal snart udvikle sig.

Da man ikke er tilfreds med de svar man får på mødet, finder man sammen med et par andre “utilfredse” beboere og starter nu en smæde kampagne i beboelsen og på facebook, hvor denne lille gruppe på ca. 8-10 personer fremfører ikke kun halve sandheder men også direkte løgne og ærekrænkende påstande mod bestyrelsen og de aktiviteter der er.

Man holder sig ikke engang til bestyrelsens arbejde men angriber bestyrelsesmedlemmer og de beboere der støtter op om demokratiet personligt. Det er alt muligt fra at udbrede rygter om utroskab, børn uden for ægteskab og så videre. De går endda så langt som til at kalde børn i området for spioner og dumme da de møder dem under en underskrift indsamling. Hvem der spreder de enkelt rygter er svært at sige og det er sådan set også lige meget. Det bør ikke være en del af et beboerdemokrati uanset hvem det kommer fra.

Nu sidder der måske nogen og tænker at det bare er et ekstremt eksempel, men det er det ikke. Jeg sad for år tilbage i bestyrelsen og var udsat for det samme. Anmeldelse til kommunen for at bo sammen med en anden for bestyrelsen, rygter om at være skyld i skilsmisse o.m.a.

Desværre er det tit sådan “beboerdemokrati” udfoldes i sociale boligområder og det medfører selvfølgelig at de ressourcestærke hurtigt flytter væk, for ikke nok med at de og deres familier bliver udsat for sådan noget en gang, så bliver det også en psykisk belastning at vide at der kun går et par år før det hele starter forfra og hvad kan de næste finde på.

Som jeg ser det er der to løsninger på disse problemer. Enten tager man politisk fat og erkender at demokrati ikke virker i sådanne områder og fjerner det direkte beboerdemokrati eller også tilfører man de almennyttige boligselskaber øremærket midler, så de aktivt kan udvikle beboerdemokratiet. Den nuværende ordning holder ikke, hvis man vil tiltrække og fastholde ressourcestærke beboere i de socialt udsatte områder.