Nå nu man er i tvivle om hvad man skal stemme på er det rart når nogen diskvalificerer sig selv.
En af de ting der kan få mig op at stolen er når folk ikke respekterer “Reklamer nej tak!”. Lykkeligvis er der kun få der ikke forstår at genkende det lille røde mærke på postkassen, men der er dog enkelte der ikke kan læse dansk og samtidig er farveblinde. Her i området hvor jeg bor er det først og fremmest pizza folket, men altså også politiske partier.
Indtil nu er Enhedslisten, Radikale Venstre og i dag Ny Alliance faldet i hullet. Nu kan du selvfølgelig spørge (med en vis rimelighed) om det er en rimelig måde at diskvalificere partier på. For mig at se er det et lige så godt bud som så meget andet. Ved at lade det indgå i min overvejelser bortdømmer jeg jo partiet på deres medlemmers handlinger. Hvad det har med politik at gøre? Først og fremmest viser det noget om partiernes holdning til privathed. Partier som ikke engang kan følge et så simpelt ønske som det at være fri for reklame mener jeg ikke skal bestemme hvordan landets love skal skrues sammen.
Men politiske budskaber er vel ikke reklame?
For mig er det klart reklame. Det er en anprisning af en vare (partiets politik). Det er en fuldstædig generisk skrivelse, der hjernedødt er omdelt til et stort antal husstande. De ønsker at jeg skal købe deres politik og betale med min stemme til valget. Faktisk er det en meget dyr vare de forsøger at sælge mig. Nå pizza pusheren forsøger at sælge sin vare koster den kun en brøk del af min månedlige indkomst. De politiske partier ønsker betaling i min stemme, som jeg kun får omkring hver 3-4 år og da får jeg kun en.
Nu er antallet af partier jeg vil stemme på skrumpet med foreløbig tre. Jeg er ikke i tvivle om at der skal komme et par stykker til over weekenden. På valgdagen må jeg så se hvad der er tilbage at stemme på. Det kan blive sjovt at se hvem der kommer i gennem nåleøjet, hvis nogen. 🙂