Lige for at opsummerer hvad sagen gå på i store træk som jeg ser det. Jørgen Poulsen er ansat som generalsekretær i Dansk Røde Kors da han stiller op til folketinget for Ny Alliance. Da han bliver valgt ind i folketinget må han forlade sin stilling i Dansk Røde Kors. De kan så ikke blive enige om fratrædelsesgodtgørelsen og indgår et forlig i størrelsesordenen 750.000 kr. Alle tre parter har herefter deres udlægning af sagen i medierne.

Jeg ved ikke hvem der er mest skydig i den sag, men jeg synes faktisk ikke nogen af dem står sig godt.

Det er muligt at Jørgen Poulsen har juridisk krav på det omtalte beløb, men det er mere tvivlsomt om han moralsk burde tage mod det. Han vælger jo selv at skifte job og faktisk går han vel var stillingen uden den normale opsigelse. Jeg er ret sikker på at mange i den situation ville få en bod og ikke en pose penge. Samtidig er det en godtgørelse som, uanset hvilken pulje den kommer fra, er hentet fra folk hvoraf mange skal arbejde 2-3 år for at tjene den løn. Jeg synes selv det er noget amoralsk når en afgående generalsekretær for en velgørende organisation på den måde belaster organisationens økonomi. Jeg synes ikke manden har den nødvendige moralske fiber til at sidde i folketinget og håber da at denne sag viser sig at være politisk selvmord.

Dansk Røde Kors står sig efter min mening ikke meget bedre. Hvis de var så sikre på at Jørgen Poulsen ikke har krav på de penge, burde de ikke have indgået forlig. Selvfølgelig kunne det have været blevet dyrt, men enten så indgår man et forlig og så stopper det der, eller også afviser man kravet og ser hvad der sker. Dansk Røde Kors prøver her at puste og have mel i munden samtidig. Man indgår et forlig og klager så bagefter i medierne over at det er et urimeligt beløb. Det er for dobbeltmoralsk for min smag og der vil gå lang tid før jeg igen overvejer at støtte organisationen.

Ny Alliance har valg en god radikal stilling. “Vi er imod, men det er ikke vores bord”. Nu skal det så dreje sig om NA’s politik og deres politik er åbenbart at man ikke skal have nogle moral for at være i partiet. Jeg er glad for at jeg ikke stemte på NA ved valget og der er ringe udsigt til at jeg nogensiden kommer til at gøre det nu. Holdningsløse tidene har aldrig været min kop te og bliver det nok aldrig. Jeg stemmer hellere på en jeg er uenig med end en jeg ikke ved hvor står, hvis bare der er taget en velovervejet beslutning.

Ja så kom dagen hvor valget skulle stå. Jeg fastholdte mit udgangspunkt og droppede dem der havde lagt reklamer i min postkasse. Jeg har været oppe og stemme og det blev en stemme på Dansk Folkeparti.

Det er ikke fordi jeg er specielt enig med DF, men det var for mig et valg mellem pest, kolera og DF og så valgte jeg altså DF.

DF’s Morten Messerschmidt har nogle for mig væsentlige punkter på IT-området. Det er bare synd at de så tit bliver overtrumfet i lokumsaftaler omkring finansministeriet, men sådan er politik jo. DF står stærkes på ældre og sygehus pleje og det vil de selvfølgelig godt sælge andre områder for at få gennemført. I det midste stemte de mod Infosoc og softwarepatenter. De sprang i målet på åbne standarder og fulgte Venstre og konservative. Sådan er det nu engang.

Hvorfor så ikke stemme på Enhedsliste eller SF hvis det man er mod softwarepatenter, infosoc og for åbne standarder? Det ville jeg også have overvejde, hvis ikke det havde været for deres reklamer og den økonomiske og indvandre politik de står for. Jeg finder generelt venstrefløjens indvandrings og økonomiske politik naiv og ude af trit med virkeligheden. Jeg er heller ikke enig med højrefløjen, men dog mere end med venstrefløjen. Specielt finder jeg indvandrings politikken for unuanceret hos alle partierne, men det kan være at jeg skriver mere om det en anden dag.

Som opfølgning på mit indlæg for et par dage siden har jeg nu også fået valgreklamer fra SF og Socialdemokratiet i min postkasse.

Hvis jeg fastholder mit udgangspunkt om ikke at stemme på partier, der ikke respekterer “Reklamer nej tak!” er jeg altså nu henvist til at stemme på højrefløjen eller slet ikke at stemme til dette valg.

Nå nu man er i tvivle om hvad man skal stemme på er det rart når nogen diskvalificerer sig selv.

En af de ting der kan få mig op at stolen er når folk ikke respekterer “Reklamer nej tak!”. Lykkeligvis er der kun få der ikke forstår at genkende det lille røde mærke på postkassen, men der er dog enkelte der ikke kan læse dansk og samtidig er farveblinde. Her i området hvor jeg bor er det først og fremmest pizza folket, men altså også politiske partier.

Indtil nu er Enhedslisten, Radikale Venstre og i dag Ny Alliance faldet i hullet. Nu kan du selvfølgelig spørge (med en vis rimelighed) om det er en rimelig måde at diskvalificere partier på. For mig at se er det et lige så godt bud som så meget andet. Ved at lade det indgå i min overvejelser bortdømmer jeg jo partiet på deres medlemmers handlinger. Hvad det har med politik at gøre? Først og fremmest viser det noget om partiernes holdning til privathed. Partier som ikke engang kan følge et så simpelt ønske som det at være fri for reklame mener jeg ikke skal bestemme hvordan landets love skal skrues sammen.

Men politiske budskaber er vel ikke reklame?

For mig er det klart reklame. Det er en anprisning af en vare (partiets politik). Det er en fuldstædig generisk skrivelse, der hjernedødt er omdelt til et stort antal husstande. De ønsker at jeg skal købe deres politik og betale med min stemme til valget. Faktisk er det en meget dyr vare de forsøger at sælge mig. Nå pizza pusheren forsøger at sælge sin vare koster den kun en brøk del af min månedlige indkomst. De politiske partier ønsker betaling i min stemme, som jeg kun får omkring hver 3-4 år og da får jeg kun en.

Nu er antallet af partier jeg vil stemme på skrumpet med foreløbig tre. Jeg er ikke i tvivle om at der skal komme et par stykker til over weekenden. På valgdagen må jeg så se hvad der er tilbage at stemme på. Det kan blive sjovt at se hvem der kommer i gennem nåleøjet, hvis nogen. 🙂